Skulpturen som mit redskab





I mine værker undersøger jeg grundvilkåret ’at være her i verden’. Værkerne er ofte
konkrete åbne strukturer. Aftryk og spor fra processen er en essentiel del af
skulpturernes udsagn. Jeg anvender kroppen som min modstand og mit redskab.
Med udgangspunkt i en række værker vil jeg tale om perspektiv, handling, sansning, bevidsthed og rumlighed - en fysisk måde at begribe verden på.
Her er først korte introduktioner til nogle af de emner, jeg arbejder med.

Skulpturen som efterladenskab
I figurative skulpturer ser man ofte en nøjagtig efterligning og gengivelse af menneskekroppen, hvilket giver beskueren mulighed for at spejle sig i skulpturen. I mine skulpturer er menneskekroppens volumen placeret udenfor skulpturen.
Menneskekroppen og skulpturkroppen er ikke længere det samme. Skulpturen danner i stedet rum til kroppen. Og der kan være spor og aftryk fra kroppen. Jeg ser skulpturen som et kulturelt efterladenskab, som står tilbage efter hændernes arbejde som et vidnesbyrd om den person, som har lavet den.

Bevidsthed – oplevelsen af at være et menneske
Hvis man vil lave en skulptur af et andet menneske, kan man gengive mennesket ved at modellere kroppen, ansigtet og kropsholdningen. Hvis man derimod vil gengive dét ’at være menneske’, må man videregive en oplevelse af at være et menneske i verden.

Handling
Når man laver en skulptur, er det en længere proces, inden man står med det endelige værk. For mig er håndteringen og handlingen undervejs i processen en vigtig del indholdet i den endelige skulptur. Her sker en veksling mellem bevidste og ubevidste handlinger. Kroppen er således altid til stede i ethvert projekt og i enhver perception og handling. Den er vores synspunkt og vores udgangspunkt. Den er kort sagt vores greb på verden.

Rumlighed
Nogle af mine skulpturer tager udgangspunkt i det rum, de er udstillet i. Skulpturerne imiterer rummet. Hermed skabes en situation, hvor beskueren via skulpturerne får øje på rummet og herefter bliver opmærksom på sig selv gående rundt blandt skulpturerne. Denne rumlige oplevelse er en del af værket.

Perspektiv
Andre af mine skulpturer inviterer beskueren til at kravle op i skulpturen eller gå igennem den. Bevægelsen, man foretager sig, når man flytter sig fysisk fra et sted til et andet, ændrer ens perspektiv - og man har bevæget sig mentalt.

Sansning
Skulpturen er et redskab, som jeg bruger i forskellige undersøgelser. Skulpturen på billedet ovenfor er et redskab på en meget konkret måde – den løfter en kop! Jeg har rørt en portion gips op og hældt den ind i hånden. Herefter tog jeg fat i koppen med den våde gips inde i håndfladen, som skulle jeg til at tage en tår af kaffen. Her holdt jeg hånden indtil gipsen var hærdet. Skulpturen er således en fastholdelse af en situation.



Hjemmet er en stor del af vores identitet. I hjemmet er vi omgivet af vores egenhistorie og vores egne vaner. Der opbygges en fortrolighed, som gør, at vi ubevidst oplever hjemmet som vores udvidede krop.
Udstillingen Residence består af forskellige skulpturer i gips. De forskellige interiører kan ses som mentale tilstande. Når man ser skulpturerne forfra, ligner de interiørerne i hjemmet, men når man ser dem fra andre vinkler, blotlægges afstøbningens bagside med de ujævne spor efter stukkatørens arbejde.
Titlerne henviser direkte til menneskelige tilstande og peger på hjemmet som en udvidet krop.

Open mind er en afstøbning af to døråbninger fra gangen i min lejlighed. Gangen er rygsøjlen i hjemmet - et passage rum inde i lejligheden med døråbninger som forgreninger ud i andre rum. Gangen er mulighedernes rum. Døråbningerne associerer til en åben mental tilstand.

Double view er en afstøbning af et køkkenskab med en køkkenrulle, et stearinlys, en kop og en saltbøsse - 4 cylindre på en kasse. Forsiden kan forveksles med et rigtigt skab, men på bagsiden af skabet er således en stor hvælving indad, så den er hul.
Skulpturen har en forside og en bagside, et ydre og et indre, en fysisk side og en psykisk side eller et landskab kontra et køkkenskab. Disse dobbeltheder er noget, man kender fra sig selv, med sin krop beklædt med tøj, og med alle sine tanker, følelser og forestillinger indeni.



Skulpturerne Imagination og Body er bygget op af mere ideelle former.
Imagination kan ses som et billede på menneskets mentale tankerækker og associationer. Skulpturen er på samme tid åben og lukket. Den leger med beskuerens blik. Man kan kikke ind i den og se de indre rum, men man kan også få fornemmelsen af at blive kikket på af skulpturen.

Body er bygget op omkring et rum i midten, lige nøjagtigt med plads til en menneskekrop. Under opbygningen af gipsstrukturerne kikkede jeg hele tiden på mellemrummene og ikke på materialet. Hulrummene danner forbindelse mellem det store rum i midten og omverden via mange forskellige passager. Mellemrummene associerer til relationen mellem det enkelte individ og omverden.



Residens III kan man gå igennem. Det er en åben struktur, som indrammer verden omkring. Skulpturen skitserer ligeledes et menneskes bevægelser, tanker, udsyn og erfaringer. Den gør plads til de mentale rum omkring en person.

Mit ønske var at lave en skulpturkrop, som ikke refererer til en fysisk menneskekrop, men en mental krop.
Jeg læste på daværende tidspunkt Dan Zahavis bog Fænomenologi. Den inspirerede mig til at tænke skulpturen indefra og se det at være et menneske, som situationen at være i dialog med og tilstede i verden. Så jeg stillede mig midt i skulpturen og byggede ringene op ud fra min egen personlige erfaring og oplevelse af at være i verden. Eksempelvis den situation at kikke ud over fodgængerfeltet gennem den røde cirkel eller gå på fortovet og rulle fremad i et flow som de store cirkler.



Platform blev til i forbindelse med et projekt i Kunstnergruppen Platform 7, som handlede om at arbejde tæt sammen i en gruppe. Hvordan påvirker jeg de andre i gruppen, og hvordan påvirker gruppen mig?
Man kommer i nærkontakt med skulpturen, når man kravler op ad de stejle trapper og tager et par store skridt for at ende på et plateau i to meters højde. Herfra kan man skue ud over udstillingsrummet eller sætte sig og kigge ind gennem et af hullerne, som har ansigtsstørrelse. Her kikker man ind i et syvkantet skålformet rum.
Dette lille rum i skulpturens inderste midtpunkt er åbent opad men afgrænset fra det omgivende rum og fra ens egen krop.
Beskuerens opmærksomhed er rettet ind i det lille rum, hvor man overraskes af pludselig at være kommet meget nær på de andres ansigter. Skulpturen er en mulighed for at afsøge blikkets, kroppens og bevidsthedens indvirkning på vores sociale velbefindende og interaktion.

Skulpturen tydeliggør desuden, hvad forskellen er på visuel perception og fysisk interaktion: At ’stå ved siden af og kikke på’ og ’at deltage, kravle op og være med’.
Det er to vidt forskellige erfaringer, og hvis man ikke har været oppe og prøve skulpturen, kan man ikke forestille sig, hvordan det er.
Skulpturen danner basis for en situation – et rum for dialog og et andet slags samvær. Den vender ligesom vrangen ud og er en konstruktion, der bærer det lille rum i midten. Skulpturen er et redskab. Den kalder på leg og deltagelse.




Maping my body ligger her i en park i Odense. Skulpturdelene er afstøbninger af min krop.
Objekterne består af en detaljeret afstøbt forside og en rå bagside, hvor man kan se sporene efter tilblivelsesprocessen. Processen er en integreret del af skulpturens endelige udtryk og indhold. Det er handlingen og aktionen, jeg afstøber i bronze.
Hertil opfandt jeg en metode, hvor jeg malede smeltet voks direkte på huden med en pensel og forstærkede bagsiden med acrylstof, hvorefter afstøbningerne er vredet mere åbne. Afstøbningerne abstraherer hermed formmæssigt fra deres anatomiske udgangspunkt, samtidig med at hudens aftryk bevares.

Ofte er bronzeskulpturer kvindekroppe. I dette tilfælde er kvinden kunstneren. Igen er kroppen udenfor materialet. Her er skulpturerne ikke længere en samlet krop, men noget som er klædt af - noget som er støbt på kroppen og herefter lagt fra sig som klædningsstykker. De er ikke beklædning, men måske en billedhuggers handling og fag, som beklædning. De ligger på græsset i parken, lagt ud som et kulturelt spor, et efterladenskab som indgår ligesom blade og barkstykker på plænen i parken.

Karin Lorentzens artikel til publikationen
”Body-Art-Index. Krop, sansning og samtidskunst”
Museet for Samtidskunst. Udgivet af Skoletjenesten 2009


Download artiklen som PDF